Lenes Dagbog August-Oktober Bootcamp 2019

Lenes Dagbog August-Oktober Bootcamp 2019

Uge 1

Jeg hedder Lene, er 57 år, bor i Brabrand sammen med min datter på 16 år. Jeg arbejder på kontor med ordrebehandling, dvs primært stillesiddende arbejde. 

Jeg har hørt om AJ Bootcamp gennem 2 veninder, som har deltaget i nogle år, samt via artikler i avisen. 

Mine forventninger er primært at få rørt mig samt få nogle sjove oplevelser sammen med holdkammerater. 

Min målsætning er, at komme i bedre form samt fortsætte et påbegyndt vægttab. Har tabt over 25 kg over et par år via kostomlægning. Nu skal der så tilføjes motion, da jeg har fået overskud energimæssigt til det.

De andre deltagere tog godt imod mig og jeg følte mig meget velkommen. Dejligt at møde så mange glade mennesker. Træner Katrine tog også godt imod os nye deltagere og hun er heldigvis meget opmærksom på, om vi laver øvelserne korrekt. Hun siger, hvad der skal rettes på en positiv måde og kommer med gode råd til, hvad jeg skal gøre anderledes,  hvis noget er for svært endnu.  Hun roser og opmuntrer, når jeg laver det korrekt. Der har også været tid til instruktion af øvelserne separat for de 3 nye på holdet, hvilket er super godt. Jeg er kommet hjem fra træningen i godt humør, og med øm krop dagen efter. Men øm på den gode måde. 

Første træning: hårdt, sjovt og god energi på holdet. 

Uge 2

Min 2 træningsuge har været hård og god. Da vi nye på holdet nu har fået instruktion i alle øvelserne, kan vi nu deltage fuldt ud i hele træningen. Dette gør at jeg nu rigtig kan mærke, at jeg får brugt hele kroppen. Efter lidt opvarming blev vi sendt ud til 8 forskellige opgaver, så træningen hele tiden var meget afvekslende. Det kan jeg godt lide. Både træner og de andre på holdet er gode til at komme med både råd til små ændringer, så jeg laver øvelserne korrekt samt sige 'godt kæmpet'. Dejligt med sådanne opmuntringer. Det styrker fælleskabet. Jeg er kommet hjem fra træning i godt humør, da vi også har tid til at grine og pjatte med hinanden. Torsdagens træning var mere konditionsbaseret i intervaller. Jeg var lidt forbavset over, at jeg faktisk godt kunne følge med, selvom jeg kun er i 2 uge. Det giver bestemt mod på mere træning. 

Det mest positive indtil nu har været,  at jeg er blevet taget så godt imod af både træner og de andre deltagere. Allerede her i 2 uge føler jeg mig som en del af holdet. 

Det mest udfordrende indtil nu, er at lære alle de nye begreber og ord at kende men heldigvis er både træner og de andre deltagere gode til at fange, når jeg ikke lige er med på hvilken øvelse, vi skal i gang med. 

Uge 3

1)    Hvordan har du oplevet din 3. uge med træning? 

Var desværre kun til træning 1 gang i denne uge. Heldigvis var træningen den ene gang meget effektiv hvor vi virkelig fik sved på panden. Nogle  af øvelserne var par øvelser, hvor vi rigtig kunne presse og opmuntre hinanden til at lige at give lidt ekstra. 

2)    Mærker du forskel på dit humør før og efter træning? 

Jeg kan bestemt mærke forskel på humøret. Især når jeg har haft en travl/presset dag på arbejde, er det godt at få brugt hele kroppen og jeg kommer hjem i godt humør. 

3)    Er der noget som du er blevet særligt bidt af i din trænings-proces indtil videre?

Synes ikke jeg er blevet særlig bidt af noget men er glad for at jeg har fundet noget træning, som jeg ser frem til at komme afsted til. 

4)    Er der noget du savner eller ønsker der var anderledes?

Ikke umiddelbart men er overrasket over at en time kan gå så hurtigt. 

Kunne måske godt træne lidt længere pr gang ca 15 min som er opvarmning og udstrækning.

Uge 4

1)     Hvordan har du oplevet din 4. uge med træning?

Super 4. uge med hård og sjov træning. Jeg kan rigtig godt lide, at vi ikke ved, hvad vi bliver udsat for fra gang til gang. Træningen er meget alsidig. Selvom det er mange af de samme øvelser, bliver de sat sammen på forskellig måde, så det ikke føles som gentagelser. 

2)    Hvordan er fællesskabet på holdet? 

Fællesskabet er rigtig godt og flere deltagere aftaler om de skal mødes til lørdagstræning. Der bliver også lynhurtigt lavet små hold, når har brug for det i træningen. Vi får også grint og snakket under træningen. 

3)    Hvordan påvirker det dig, at træningerne foregår udenfor i naturen? 

Det er et stort plus at træningen foregår udenfor. Jeg er i forvejen meget glad for at være udenfor og bor i min kolonihave hele sommeren.  

Da det havde regnet meget hele torsdag inden træningen, var jeg spændt på at se området, hvor vi træner. Der var meget vådt og mudret, men det påvirkede ikke træningen. Vi sørgede bare for at løbe udenom det værste. 

4)    Ser du forandringer? Bliver du bedre til øvelserne? Har du mon tabt dig? 

Jeg kan mærke forandringer på min krop. Min bukser sidder løsere omkring lårene og i taljen. Ifølge vægten (jeg vejer mig hver mandag) har jeg ikke tabt mig, men da tøjet sidder løsere, skal vægttabet nok komme senere. Tidligere i mit vægttab er det også sket, at vægten ikke har rykket dig nedad i nogle uger. 

Jeg føler helt klart, at jeg bliver bedre til øvelserne og kan klare at lave flere end i de første uger.   

5)    Hvilke 3 ord beskriver bedst din 4. uge med træning?

Udholdenhed, udfordrende og sjovt 

Uge 5

Så er jeg allerede i gang med 5 uge af træningen, dvs. over halvvejs i sæsonen. De sidste 4 uger er gået rigtig hurtigt. Jeg kan mærke en tydelig forbedring i hvor mange gentagelser, jeg kan nå at lave på den tid, vi har til rådighed.  Så jeg er helt klart blevet bedre til øvelserne og kommet i bedre form. Jeg er også glædeligt overrasket over, at jeg faktisk kan klare de fleste øvelser uden problemer.  

Derudover har jeg også fået mere energi i hverdagen. Jeg er blevet mere aktiv og får lavet flere ting i hjemmet om aftenen. Der er bare mere overskud til at lave nogle ting.  

Jeg ser frem til at komme afsted hver mandag og torsdag. Selv mandag den 9 september, hvor det virkeligt styrtede ned, synes jeg bare, at det var dejligt at skulle i gang. På trods af vejret var vi 16 fremmødte og vi havde en skøn, våd og mudret træning. 

Skønt at have fundet en træningsform, der passer til mig. 

Det er også dejligt at mærke den forandring, der sket med min krop. Tøjet sidder løsere og jeg føler, at der bliver strammet op. 

Det er også dejligt at være del af et fællesskab, hvor vi har det sjovt sammen mens vi træner.

Jeg har allerede besluttet at melde mig til i de kommende sæsoner. 

Uge 6 

Den 6 træningsuge blev desværre lidt kort, da jeg måtte melde afbud mandag på grund af sygdom. Mødte op torsdag lidt i tvivl om, hvor mange kræfter, jeg havde, men heldigvis gik træningen over al forventning. Der var som altid super stemning på holdet og vejret var godt. Igen gik timen hurtigt - bliver overrasket hver gang Katrine siger, ‘det var det for i dag’. 

Jeg har stadig til gode at prøve at være med til en lørdagstræning. Det har ikke passet ind endnu tidsmæssigt - primært fordi jeg har prioriteret at passe min kolonihave. Sæsonen der er dog nu snart slut og så er der tid til at afprøve om lørdagstræningen skal sættes i kalenderen også. 

Jeg læser med interesse temaerne, som kommer i nyhedsbrevet - primært når de kommer på mail, da jeg ikke bruger facebook særligt meget. Synes især det var spændende at få de gode råd om kost og spisevaner i sidste uge. 

Uge 7

Dejlig uge med træning af flere grunde. For det første har det på mine træningsdage været dejligt vejr. Regnen er kommet på andre tidspunkter. Derudover er jeg i øjeblikket meget presset på arbejde, men kan mærke at den stress, det er opbygget i løbet af dagen, kommer ud af kroppen, når jeg træner. Har også fået meldt mig til den næste bootcamp, da dette bestemt er en træningsform for mig. 

Det er også godt for mig at være meldt til, da jeg normalt ikke får trænet og kommer så meget udenfor i efterårs- og vinterhalvåret. Normalt, når kolonihave-sæsonen er slut, laver jeg mere indendørs hobbyer og ikke så meget træning, men det bliver jo så anderledes i år. 

Uge 8 

Så er de 8 ugers med bootcamp allerede gået. Jeg har virkeligt nydt træningen, som hvet gang har været forskellig. Selv om det er de samme øvelser, vi har lavet, er de sat sammen på forskellige måder. Der er også god variation mellem at arbejde sammen i små hold, 2 sammen eller alene. Det skaber også et godt fælleskab, at vi arbejder i grupper. Katrine er rigtig god til at sørge for alsidighed i øvelserne samt komme med opmuntring, så vi lige kan klare et par gentagelser mere. Holdet i Brabrand har taget godt imod os nye medlemmer og selv om vi træner hårdt, er der også tid til grin og små drillerier. 

Jeg har hver uge glædet mig til at komme afsted og de gange, jeg har været nød til at melde afbud, har jeg ærgret mig over, at det har været nødvendig. Især fordi humøret er helt i top, når jeg kommer hjem fra træningen. 

Jeg kan mærke at jeg er kommet i bedre form på de 8 uger. Min krop har også ændret sig, da mit tøj sidder løsere, primært omkring lår og mave. Vægten har dog ikke rykket sig nedad endnu. Energimæssigt kan jeg også mærke en ændring, da jeg føler, jeg kan nå mere i hverdagen. Det er dejligt. 

Endnu en ting som gør, at jeg nyder træningen, er at den foregår udenfor. Det er super, at vi kan udnytte området i skoven til at gøre øvelserne sværere eller lettere alt efter den form, hver enkelt har. 

Jeg ser allerede nu frem til næste bootcamp  starter om et par uger. Jeg kan også anbefale andre at melde sig til, da træningen bliver tilpasset til den form, hver enkelt har. Dette betyder, at alle kan være med og få noget ud af det. Jeg startede på absolut nul, da jeg ikke havde prøvet sådanne øvelser før, men har fået noget ud af det lige fra første træning.