Om jeg skulle til træning? Intet kan få mig til at blive hjemme

Om jeg skulle til træning? Intet kan få mig til at blive hjemme

Dagene bliver kortere og vejret bliver koldere. Der er i det hele taget mange gode undskyldninger for at blive hjemme, men hvorfor skulle det forhindre dig i at komme ud og træne?

Kniber motivationen lidt i ny og næ, så kan det være, at vi kan hjælpe dig! Vores super seje deltager Unni fra Risskov har nemlig delt denne helt fantastiske og meget velskrevne historie.

Nu har vi fået lov til at dele den med alle Jer, og vi håber, at den er inspirere til fornyet motivation og desuden bevidne, hvilke udviklinger der er mulighed for, når man finder sit rette element!

God fornøjelse!

Min hjerne skreg alt for ofte ”…så løb dog hjem. Hvorfor skulle du?” Og det endte faktisk alt for tit med, at jeg kun fik løbet en lille tur. De mange forhandlinger med krop og hjerne var alt for opslidende. Derfor mødte jeg den 23. oktober 2016 op til træning for første gang i AJ Bootcamp i Risskov. Spændt grænsende til det panikslagne. Kunne jeg følge med? Hvad gik det ud på? Folk var så småt kommet og småsnakkede på en måde, så jeg fik indtrykket af, at de alle havde været der i årevis og var i topform. Set i bakspejlet var det vist ikke sådan, det var. Jeg hægtede mig på en mand, som jeg tænkte, jeg måske kunne følge med, og spurgte om man ved testen kunne falde for nogen tidsgrænse. ”Nej,” sagde han lunt, ”men jeg vil gerne hjem og se Dicte kl 20.00!”. Kl. var 17.30. Og så gik vi i gang. Tina, vores træner, heppede: ”I gør det så godt, I kan. Det ser godt ud!”, og vi stønnede.

Siden lærte jeg nye ord som burpees, squats og lunges og blev gladere og gladere. Øm så jeg dårligt kunne vende mig i sengen. Men glad. Vinteraftenerne blev mørke og nye hold med både nye og gamle holdkammerater gik i gang. Nytårsaftens-dag stod vi på forhindringsbanen i Højbjerg. Alex dirrigerede og mente bestemt, at alle forhindringer var nye muligheder for at prøve kræfter med sig selv. Jeg fik en hånd fra en holdkammerat og kom over selv den højeste mur. Intet kunne få mig til at blive hjemme.

En mørk morgen i januar fortalte min mand mig, at han altså gerne ville prøve kræfter med en olympisk distance i Triathlon. Nysgerrigt spurgte jeg, hvad det gik ud på: 1,5 km svømning, 40 km cykling og 10 km løb. Det kan jeg vel også, sagde jeg lidt kækt. En time senere havde jeg en tilmelding i min indboks og september 2017 lyste som et nyt mål. Træningerne i AJ Bootcamp fortsatte. Cirkeltræning med Tina og Rikke, balance med Nicolas, op og ned ad bakker med Frederikke, kravle rundt i Mindeparken med Søren, løbe rundt på Moesgaard med Alex: Glad i låget og bevidst om, at denne form for smerte er OK, og at krop og hjerne skal arbejde sammen, hvis tingene skal lykkes.

I maj kiksede jeg min tilmelding, og jeg stod der og skulle klare mig selv uden AJ Bootcamp over sommeren. Jeg lovede mig selv, at jeg skulle blive ved. Heldigvis havde udgangspunktet for min egen træning flyttet sig markant, og så havde jeg jo også noget i september, som jeg skulle.

I sidste uge var vi der så: KMD 2017 5051 i Århus. Jeg var lige så skrækslagen som den første gang, jeg mødte op i Risskov. Overvejede tidsgrænserne og om kræfterne ville slå til, men denne gang havde samtalen med mig selv skiftet karakter. Jeg ville gøre det, så godt jeg kunne. Acceptere lidt smerte, nyde turen, smile. Tage turen i bidder. Undervejs på svømmeturen ud i Århus bugt tænkte jeg, at jeg bare skulle tage en bøje ad gangen. Koncentrere mig om åndedrættet. Tælle ned, bøje for bøje. Cykelturen gik mod Moesgaard og forbi Ørnereden, og det begyndte så småt at regne, men jeg vidste jo, at jeg kunne klare bakkerne i løbesko og i al slags vejr, og så kunne jeg også gøre det på cykel. Løbeturen gik op ad Kongevejen forbi Mindeparken. Mens syren boblede i lårene, tænkte jeg på, at AJ Bootcamp lige havde afsluttet lørdagstræningen der, og at vi snart var i mål. På den måde havde jeg følelsen af, at alle mine skønne holdkammerater og trænere havde været med hele vejen. På vej over målstregen brød solen vist frem, og jeg så mine sønner og min seje mand juble, men det var ikke noget imod min indre jubel over at turde og at kunne.

Mandag morgen så det så igen ud til regn. Benene strammede lidt.

Om jeg overvejede, om jeg skulle til træning i Risskov? Nej, intet kan få mig til at blive hjemme.